IMG_2462.jpg

MIKKEL KARSTADS MENU

Mikkel Karstad er kok, madstylist og forfatter. Han har tidligere arbejdet tæt sammen med Claus Meyer, ikke mindst i udvikling af “Almanak” - et opslagsværk om det fuldendte madår.

Fremgangsmåde

Forret: Grillet brød med stegt kål, pære & burrata 

Skyl kålen i koldt vand, og lad den dryppe godt af.

Dryp brødskiverne med lidt olivenolie og salt, grill eller steg dem på en varm pande i et par minutter på hver side, så de bliver helt sprøde og gyldne.

Skær pæren i tynde både og bræk burrata ud i mindre stykker.

Anret brødskiverne på et fad med først kålen, så pærebåde og til sidst burrata.

Hovedret: Broccoli-”ramen” med æg, chili, nudler & tang

Skær broccolistokkene i skiver på ca. 1 cm og steg dem hårdt på en pande, så de bliver godt brændt og karamelliseret.

Kom broccoliskiverne i en gryde sammen med de tørrede svampe, hvidløg, limeblade og grønsagsbouillon, og bring i kog.
Lad det simre ved lav temperatur i 5 minutter, sluk for varmen, og lad bouillonen stå og trække i 10-15 minutter. Sigt så bouillonen over i en anden gryde, og tilsæt tang i små stykker sammen med limesaft, og lad det trække i yderligere 5 minutter.

Bring en gryde med vand i kog, kom æg i, og lad dem koge i 5 minutter. De skal være smilende. Tag æggene op af vandet og over i koldt vand, så kogningen stopper.

Overhæld nudlerne med kogende vand, og lad dem stå i et par minutter. Snit chilien i tynde skiver, og snit et par broccolibuketter helt fint, så du får lidt sprød stok og lidt blød top.

Varm nu bouillonen op, og anret suppen i store skåle med nudler, lidt tang, chili, snittet broccoli, æg skåret i halve og frisk koriander på toppen. Server suppen med det samme, mens den er helt varm og urterne helt sprøde. 

Dessert: Gulerod-chokoladepandekager med gulerodsmarmelade, hasselnødder & mynte

Gulerodsmarmelade:
Skræl gulerødderne, og riv dem på den grove side af rivejernet. Kom dem i en gryde (sørg for at få væden fra gulerødderne med), tilsæt gulerodsjuice, citronsaft og fintrevet skal af de 2 citroner og honning, og læg låget på. Bring gryden i kog.

Lad marmeladen koge ved lav varme i 25-30 minutter, til du har en tæt og let klistret marmelade. Husk at røre i marmeladen en gang imellem, så den ikke brænder på. Tag gryden af varmen, og lad marmeladen køle af. 

Pandekager (12-14 portioner):
Slå æggene ud i en skål, tilsæt øl og mel, og rør glat. Tilsæt mælk lidt af gangen og til sidst smeltet smør, til du har en glat og blank pandekagedej. Tilsæt revet gulerod og chokolade, og rør rundt, så gulerod og chokolade bliver godt fordelt i dejen. Lad dejen stå i 20 minutter i køleskabet og samle sig.

Varm en pande på 24 cm i diameter op, og læg eventuelt en lille smørklat på, når du laver den første pandekage. Kom lidt dej på panden, fordel den ud over hele panden, og steg pandekagen i ca. 30 sekunder, til den har en flot gylden overflade. Vend pandekagen, og steg den færdig. Tag pandekagen af panden, og fortsæt med resten af dejen, indtil al dejen er brugt. Pas på, at pandekagerne ikke bliver for mørke, da chokoladen så godt kan blive lidt bitter og brændt.

Server de lune pandekager med gulerodsmarmelade, lidt hakkede hasselnødder og frisk mynte. Pandekagerne kan også laves på forhånd og lunes, når de skal spises.

 

 

Ingredienser

4 personer

Forret:

  • 200 g palmekål eller grønkål (ribbet vægt)

  • 4 skiver brød

  • ½ dl ekstra jomfruolivenolie

  • 1 pære

  • 1 stk. burrata

  • salt og friskkværnet peber

Hovedret:

  • 4 broccolistokke (gem bukettoppene til salat eller en anden opskrift)

  • 100 g tørrede shiitake svampe

  • 1 fed hvidløg

  • 3 limeblade

  • 1 liter grøntsagsbouillon

  • 30 g tørret tang

  • 1 lime

  • 4 æg

  • 100 g nudler

  • 1 frisk rød chili

  • korianderblomster

Dessert:

  • 3 æg

  • ½ dl øl

  • 125 g mel

  • 3 dl mælk

  • 25 g smeltet smør

  • 50 g revet gulerod

  • 25 g finthakket eller revet mørk chokolade

  • 50 g hasselnødder

  • 1 bundt frisk mynte

 

Gulerodsmarmelade:

  • 3 store gulerødder (ca. 300 g)

  • 1 dl gulerodsjuice

  • 2 citroner

  • 2 spsk honning